Forlaget

”MOTORPLOVEN”

Elgårdsvej 11, 8370 Hadsten

Tlf 86983177

e-mail:  salg@motorploven.dk

 

PRESSEMEDDELELSE !

Igennem 13 år har forfatteren og motorsportsentusiasten Stig Holm-Madsen fra Fyn rejst landet rundt for at interviewe kørere, officials og tilskuere, der alle havde deres gang på Roskilde Ring.

På 256 sider krydret med masser af fotos, udklip og illustrationer, hvoraf mange aldrig har været offentliggjort før, fortæller de mennesker, der brugte Roskilde Ring historien om den lille bane, som i sin levetid fra 1955 til 1968 satte Danmark på den internationale motorsports verdenskort, og dermed skabte den første ”guldalder” i dansk banesport med blandt andet afholdelse af Formel-1 løb i 1961 og 1962 med deltagelse af verdenseliten.

At banen virkelig var kendt og populær, får man stadig beviser på, når racerstjerner som Sir Stirling Moss og Sir Jack Brabham den dag i dag med begejstring fortæller om deres deltagelse i løb på banen.

Den kendte motorsportsmand Thorkild Thyrring skriver om den nye bog:

”Ingen med bare lidt indsigt i dansk motorsports historie, er vel i tvivl om Roskilde Rings  betydning for det underlag der her blev skabt for de resultater, og som senere er blevet  næsten en norm for motorsports-publikummet i Danmark.

Stig Holm-Madsen var med fra starten af det, der i en grusgrav ved Roskilde skulle blive en  racerbane der – selvom klejn af størrelse – ville blive kendt verden over i den internationale  motorpresse, og den dag i dag bringe anekdoter og spændende historier frem, når jeg i  England møder nogle af min barndoms helte, der ”betvang” asfalten i Roskilde.

Stig Holm-Madsen har i denne bog samlet årevis af interviews med de mennesker, der med  stil  og format, fandenivoldskhed og frækhed, både var dem der skabte Roskilde Ring og dem der skabte resultaterne på Roskilde Ring.

Et kalejdoskop af mennesker med dyb forskellig baggrund, som alle bidrog til at dette  utrolige initiativ kunne lykkes i et land uden anden automotiv industri end private  bilimportører, som dog i vid grad både deltog og støttede.

På den administrative side en hel perlerække af driftige forretningsfolk i en tid hvor  kasketten stadig blev revet af hovedet med et buk, når ordren lød fra direktøren – eller når  en officer i hæren ved ingeniørtropperne, som den største selvfølge – og helt tilfældigt – holdt  manøvre i grusgraven ved Roskilde, for i den spæde start at sørge for, at layoutet blev  klart med militærets entreprenørmaskiner. At en mand som Franz Giersing, der som legendarisk   løbsarrangør – og en mand med ambitioner af internationalt tilsnit – lykkedes med allerede i  banens 4. år at have verdensstjernen Stirling Moss til start for øjnene af 40.000 mennesker, (inkl. undertegnede i korte bukser, stående på en klapstol!) – var et fantastisk tiltag, der fyldte halve  forsider på de store dagblade.

At man lykkedes med at have Formel 1 og Formel 2, (som blev kørt af Formel 1  stjernerne) med hele verdenseliten i Roskilde, er jo næsten som var det på en anden planet  – det var i hvert fald en tid, hvor driftige folk kunne løfte opgaverne – og gjorde det!

Denne bog beskriver tæt mange af de legendariske profiler, og Stig Holm-Madsen kommer  hele vejen rundt i sin viden om og kærlighed til alt, hvad der rører sig omkring Roskilde Ring  – løbene, kørerne, administrationen, publikum, de økonomiske og politiske aspekter og  problemer samt den endeløse entusiasme, som var drivkraften.

Pris:.298,-

Copyright 2001-2011 © Motorploven.dk. Jørgen Kjær.   Alle rettigheder forbeholdes.